Om kulturforvaltning
Henrik Ibsen (1828-1906)
Om Vigtigheden af Selvkundskab
Hvorfor bør en Nation søge at bevare sine Forfædres Sprog og Minder?
Det er kun ved en fra Slægt til Slægt igjennem Aarhundreder fortsat Paavirkning af Fortidens Traditioner, at den Eiendommelighed i Begreber og Anskuelser formaaer at udvikle sig, som, naar den fremtræder skarpt nok begrændsende, tilsidst erholder Navn af et Folks nationale Characteer, imedens de ved Forfædrene vundne Resultater ere Efterslægtens Eiendom og denne Besiddelse fælles for ethvert Individ af det sociale Forbund, til hvilket han hører; men det er netop i dennes fælles Tilegnelsesret, at Grunden maa søges til det indre Samhold og den ydre Afgrændsning, der ene formaa at vedligeholde et Folks Existentse, thi det er heri, at Nationaliteten har sin Rod, eller maaskee rettere, dette er Nationaliteten selv. Men dersom de Baand, der knytte en Nations Individer til hverandre, hovedsagelig maa søges i den fælles Arveret til Fædrenes Færd og Virken, saa maa det naturligviis være Nationen magtpaaliggende at forskaffe sig den størstmuelige Sikkerhed for den Retmæssighed, hvormed den tilegner sig For tiden, – den maa søge at vedligeholde og klargjøre Alt, hvad der endnu minder om Forfædrene og fremforalt Sproget, dette talende Vidne om et Folks fælles Oprindelse. Det er kun igjennem Minderne at Forfædrene endnu leve iblandt os, det er igjennem Minderne, vi ene formaa at tilegne os Fortiden, – men det er paa Fortiden, det Bestaaende er grundet; rystes Grundvolden, saa maa ogsaa den paa samme opførte Bygning vakle. – Et Folk uden Fortid eller uden Minder om Fortiden har intet Holdepunct i Faren; vidner Mindet om fordums Storhed,saa ligger deri for Efterkommerne en forøget Opfordring til ikke at svække dets Glands, – er Mindet sørgeligt saa eier det ogsaa rige Erfaringer. Der er i ethvert Menneskes Bryst nedlagt en vis Pietetsfølelse for de Begreber og Indtryk han i sin Barndom har modtaget; tænker man sig en Nation som Individ, saa bliver Fortiden dens Barndomserindringer, – de ville altid tale trøstende og advarende, de ville være et kraftigt Værn mod Demoralisationen, hvorfra denne end maatte have sit Udspring. I Anerkjendelsen af den Betydning Forfædrenes Minder have,ligger tillige en Forpligtelse til at vedligeholde dem. Herved forstaaes naturligviis ikke blot de synlige Mindesmærker om Fortiden, men ogsaa ethvert aandeligt Vidne, ethvert i Folkecharakteren indflættet Træk fra den svundne Tid og fornemmelig Bibeholdelsen af Forfædrenes Sprog, der sikkerlig danne et af de vigtigste Baand mellem dem og os. Det er ikke herved ment at en Nation ved Stagnation og ufornuftig Fasthængen ved det Gamle skulde værne om Fortiden og dens Minder; det er tvertimod ved stadigen at udvikle og forædle det Modtagne, uden nogensinde at tabe dets Udspring afsigte,at Efterkommerne rettelig hædre Erindringen om de Slægter, der have overdraget dem Fortidens rige Arv.
Dog ogsaa mod de kommende Tider har Folket isaahenseende Forpligtelser; hvad Forfædrene have virket for de nulevende Slægter, det bør det disse at overgive til de kommende; thi ogsaa Nuet tilhører Fortiden med Hensyn til det følgende Øieblik og det er Nutidens Sag at klarne og saavidt mueligt at virkeliggjøre, hvad de svundne Slægter have begyndt, tænkt eller ahnet, da det er paa denne Grundvold, at Fremtidens Forhaabninger skulle bygges. –
Grimstad den 3die Febr 1848